Etikerens svar til æstetikeren er altså, at den rastløshed, som æstetikeren hele tiden kæmper med, når han driver gennem livet fra det ene til det andet uden at finde varig hvile, stammer fra hans manglende forankring i tilværelsen – en forankring, der kun kan finde sted ved, at æstetikeren tager valget og dets alvor på sig og dermed forpligter sig på sine valg og sin tilværelse.