øjne, men nu kunne det være lige meget. Hun ville alligevel aldrig blive en del af fællesskabet. Desuden nød hun at fordybe sig i en god bog, så hvorfor ikke gøre det? Hun kunne næsten finde på at græde, når hun blev færdig med en særligt god bog.
Eva havde flere gange mailet til forfattere for at få dem til at skrive en fortsættelse til en af deres bøger, fordi der jo helt klart var meget mere, der kunne skrives om personerne i bogen. Et par gange havde hun fået det svar, at det kun var godt, hvis der stadig var spørgsmål tilbage, når bogen var læst. Det var hun helt uenig i. Hun ville vide alt om, hvad der skete med de personer, hun lige havde lært at kende så godt. Også selvom det kun var romanfigurer.
Hvorfor kunne forfatteren ikke i det mindste skrive, om hovedpersonen blev gift og fik børn eller fik et langt og lykkeligt liv? De forfattere, hun havde hørt fra, påstod, at den slags slutninger var kedelige. Sådan noget ævl! Det