Hun gik tæt på spejlet og redte sig med korte, hurtige bevægelser. Så trak hun ned i huden under øjet og nærstuderede sig selv. I dag var hun en engel, ligegyldig hvilken grimasse hun skar, i en skjorte med pufærmer og to små lommer foran, måske den flotteste i byen. Hun kiggede på Poul i spejlet.
“Vandet er stadig varmt, jeg kommer noget mere sæbe i,” sagde hun.
Han løsnede bæltet og trak sokkerne af, trådte op i karret og lod sig glide ned i vandet. Moren gik i gang med piskeriset og fik sæben til at rejse sig som et boblende skumlandskab. Hun strøg ham over kinden.
“Nu kan du ligge der og bløde op.”
En doven fornemmelse bredte sig i hans krop da hun gik. På den anden side af gangen stod døren til kontoret åben.
“Kan I klare det?” lød Ingvartsens stemme.
“Det er noget af en fest de har stablet på benene,” sagde Henry.
Ingvartsen svarede noget som Poul ikke fik fat i, men så hørtes Henrys latter. Faren brød også ud i latter.
“Jeg ved ikke,” sagde faren så. “Én går aldrig ind i kampen, en anden slipper aldrig ud.”
“Foreløbig skal man jo så køre med cigaretter,” sagde Henry.
“Fik du talen på plads?” spurgte Ingvartsen.
“Det bliver en talen udenom, man skal jo prøve at være på højde. Jeg tænker sgu meget på det, også om natten. Så synes man de er lidt for ivrige derovre, og så synes man de snakker udenom. Men jo, jeg har fået Elisabeth til at hjælpe mig. Hun er god med ord, og så videre.”
Der var stille.
“Det er snart overstået, Harald. Vi glæder os til at have dig i gang igen. Før du ved af det, er du i fuldt sving.”
“Jeg har nu også lidt at se til der hvor jeg er nu.”
“Ja, gad vidst om de kan klare sig uden dig, uden deres fader?”
Faren grinede igen, en rar lyd i Pouls ører.
“Det kan de vel nok. Jeg har måttet skille mig af med et par stykker. På en pæn måde, selvfølgelig. Det er ganske enkelt ikke forsvarligt med sådan nogle bevæbnede hanekyllinger.”