hed Bianca, som hun ikke kendte, men hele tiden kom til at forestille sig som en sekstenårig Mari, og på John, som hun – hvis hun skulle være ærlig – altid havde næret en vis skepsis i forhold til, sådan som han havde for vane at lægge armen om Mari, når de sad i sofaen med kaffen efter middagen; det var ejerskabsminen, der generede Dea, kombineret med den viden hun havde om, at det var John, der havde presset på for, at Mari skulle opgive sin stilling som adjunkt for at blive – hvad? webredaktør! Mari havde en rådvildhed i sig, og Dea havde haft fornemmelsen af, at denne blege ingeniør virkede mere som en stopklods end det modsatte på hendes ældste datters mulighed for at træde i karakter. Og nu skulle alt det altså gå ud over hende med vanvittige anklager om at prissætte sine børn. Men de havde da netop tilbudt Mari sofaen først. I øvrigt vidste hun også godt, at Kit ingen penge havde. Det havde hun også sagt til Mari: „Hvad ville du ha’? Synes du hellere vi skulle smide den ud?“
Dea stillede sig foran vinduet, så tidligt det blev mørkt nu. Ikke engang Højskolens røde bygninger kunne skimtes. Nede på omfartsvejen kravlede en knallert rundt i svinget med aggressiv motorskratten og svagt svingende lyskegle ud på ingenting i mørket; hun tænkte på Kit, der ikke ville have sofaen og ikke havde ringet tilbage, og på Bent, som man hverken kunne hugge eller stikke i, hun tænkte på sit vinternøgne Comicetræ, og så knallertens baglygte forsvinde om hjørnet