Manden der bar solen

Mange af slægterne havde valgt at blive på sletten, da gravhøjen skulle bygges, og der ikke var nogen grund til at tage hjem.

Drengen sugede brystmælk i sig, mens dagene endte i langstrakte solnedgange, hvor lyset aldrig forsvandt længere væk, end at himmelhavet stadig ulmede, en til vanvid langstrakt skumring, der gik direkte over i dæmring og gry, en mørkeløs tid, hvor løvet mistede sine lysegrønne toner, mens fuglesangen aftog i middagsheden, og insekterne herskede med en massiv, sitrende murren, der steg op fra bevoksningen overalt.

Da sneen lagde sig over markerne og på gravhøjene, lagde man alt pelsværket ud med hårene nedad og stampede sneen godt ind i det og bankede den ud igen, så det blev rent og duftede friskt.

Han havde været dybt i en urolig drøm, men var lysvågen nu, og en del af ham håbede på at finde fjender i den gamle hal, som han kunne kaste sig over, men i stedet stod faren midt i den mørke og tomme hal, midt i et rod af væltede kar og potter, afgnavede ben, beskidte skåle og henkastet tøj.

Da tækkerne var færdige, stod taget sjældent skarpt, overfladen var enorm, og når efterårssolen skinnede, funklede det gyldent, så man kunne se det på lang afstand.