Anita betragtede manden, der havde taget kaffekanden af blik fra toppen af brændeovnen og sat den på bordet. Hun kunne godt se, hvordan Karen Aggerbo var faldet så impulsivt for ham. Valdemar Rølling mindede hende lidt om sangeren Ivan Pedersen, som hun selv godt kunne lide. En benet, rolig mand, ikke nogen dario, men en selvstændig, opmærksom type, som kunne noget, men som ikke af den grund talte om det hele tiden.
Nu sagde Thor, – Men vi har også et problem. Vi har ikke meget at gribe fat i her. Karen var ny på Krejlø. Vi har været i hendes hus. Men der er øde. Der er ikke engang nogle naboer, vi kan tale med.
– Det forstår jeg.
– Så vi har brug for din hjælp.
– Det er ikke noget problem. Jeg har faktisk ikke tænkt på andet, siden Karen forsvandt. Og jeg har lavet lidt hjemmearbejde. Bare sådan for at gøre noget.
Anita smilede. Stuen var som et interiør fra en rekonstrueret bolig i Den Gamle By i Aarhus, bortset fra at den ikke var rekonstrueret.
– Hjemmearbejde? gentog Thor.
Fyrmesteren nikkede. – Naboerne dernede. I de to huse. Thor så på ham. – Ja?
Rølling rømmede sig. – Jo, altså ... jeg kender jo ikke alle på øen. Men jeg ved, hvem de fleste er.
– Og naboerne?
– Huset før Karens, ‘Skibet’, tilhører to søstre. Ena og Renate Ludvigsen. De må være op i tresserne nu. Deres far hed Ib. Han byggede huset. Han var bådebygge