Der gives intet der stemmer sindet så mildt, til eftertanke og hvile, som en å, eller knap det, en bæk der sindigt skubber sit vand foran sig, lader det glide mod kanten, hvor det slibes blødt og føjeligt.
Før i tiden kunne jeg undertiden tilbringe en hel dag ved vinduet i systuen, hvorfra jeg havde udsigt over søen. På vores vandring var dette beroligende syn næsten det eneste jeg kunne savne fra min tidligere tilværelse, denne ubegribelige blanding af ubevægelighed og forandring, som havde mindet mig om mit eget livs strøm af ensartede dage, der dog til stadighed bragte mig længere bort fra mit udspring, fjernede mig mere og mere fra den jeg ønskede at være.