Jeg betragter hans højre hånd, der hviler oven på bardiskens mørke træ. Indimellem flytter den lidt på telefonen eller nøglen med det runde bronzefarvede skilt. Nøglen må være til hans værelse på hotellet. Nummer 4, står der på skiltet.
Hvad nu, hvis han spørger, om jeg vil med derop?
Tanken slår ned i mig. Ikke pludseligt som et lyn, mere som det forudsigelige resultat af et hop fra en vippe eller sådan noget i den stil. Hvis man springer, så ved man godt, at man også rammer vandet på et tidspunkt.