år med hans far, der var et hashvrag, så jeg kendte alle tegnene. Når Mikkel ringede på vores dør på 5. sal i Gunløgsgade, fordi han havde glemt sine nøgler, stod han dér med sejlende røde øjne og sagde:
”Åh, hvor er det koldt, mor.”
’Ja, det er godt med dig’, tænkte jeg. Han var skæv, som jeg ved ikke hvad.
Vi prøvede selvfølgelig at snakke med Mikkel om, at den hashrygning var noget lort, men han var ligeglad. Det stod på i måske et halvt år, men det var en hård tid, for han var i gang med at ødelægge det, han havde bygget op sammen med Ricard, og Ricard blev skidesur. Han gik til Nogge, fordi han vidste, hun havde mere indflydelse på Mikkel end jeg. Jeg var jo bare hans mor. Men Nogge har altid haft et godt tag på ham. Jeg tror, han var lidt bange for hende. Jeg blev selvfølgelig også inddraget, og Ricard sagde:
”Vi må gøre noget ved den knægt!”