Stjernens time

Og – og glem ikke at atomets struktur er usynlig, men at man kender til den. Jeg kender til mange ting jeg ikke har set. Det gør I også. Man kan ikke bevise eksistensen af det der er mest virkeligt, man kan ikke andet end at tro. Tro grædende

I forsøget på at trænge ind bag den unge piges „fortabte blik“ og forstå det mest enkle sociale og biologiske og samtidig svimlende, ja nærmest kosmiske livsprincip, forenes

forenes forfatteren, „(I virkeligheden Clarice Lispector)“, som det tilføjes i teksten dedikation, med romanens mandlige fortæller i en fælles søgen.
Det er denne søgen, der gør Stjernens time til et hovedværk, også i verdenslitteraturen

Det er netop denne levede tid, som Lispector gør reel i sin tekst, og dermed kan man se romanen som et eksempel på en radikal ny realisme, hvis formål ikke er at repræsentere virkeligheden én til én, men at genskabe den sanseligt, så man næsten lever den, gennem det litterære eksperiment. Macabéa er en udfordring for Lispector, fordi hendes uskyld er prismet for en tilværelse, som den unge pige ikke forstår, men som alligevel bliver virkelig gennem hendes nysgerrige sansning.

At skrive var for Lispector en måde at sanse verden, tage den til sig og blive forenet med den.

Til gengæld virkede det – i hvert fald ved et første øjekast – som om den historiske og sociale virkelighed gled i baggrunden for den sproglige eksperimentelle udforskning af en ny måde at opleve og beskrive den på.

Den sproglige eksperimentalisme og den insisterende udforskning af hendes hovedpersoners psyke blev sammen med det feminine univers og den sanselige dimension til de kendetegn, der op gennem 1950’erne og 1960’erne gjorde Clarice Lispector til en original skikkelse i den brasilianske litteratur.

Stilen er allerede i debutværket fragmentarisk og dybt personlig, båret af en indre monolog, der nogle steder bliver fortættet og nærmest uigennemtrængelig.

Men jeg tror nu også at hun græd fordi hun gennem musikken måske anede at der fandtes andre måder at føle på, andre mere sarte eksistenser og måske endda en vis sjælelig luksus.

Ved du hvad jeg også har lært? De sagde at man skal være glad for at leve. Så det er jeg. Jeg har også hørt en sang der var så smuk at jeg kom til at græde