En dag møder Frode Rode og Børge Frode Rodes mor i haven. Da de hverken kan komme frem eller tilbage for alt det skrammel, der ligger og flyder i haven, vil hun have, at de skal rydde op. Og da det ikke passer de to drenge, får Frode Rode en glimrende ide. I byen er der et slot, hvor der bor en rigtig prinsesse, som han hilste på for flere år siden. For at slippe for at rydde op beslutter Frode Rode sig for, at han vil vise Børge slottet. Nede på slotspladsen møder de to drenge en meget fin herre, der kommer kørende i en hestevogn. Frode Rode mener, at han er kommet for at hente prinsessen for at tage hende med til de varme lande. Frode Rode og Børge beslutter sig for at hente hende tilbage til slottet. For hvad er et slot uden en prinsesse?
Uddrag af bogen
”Jeg skal vise dig noget,” hviskede Frode Rode.
”Hvad vil du vise mig?” spurgte Børge. Han glædede sig til at se, hvad det var, Frode Rode
havde fundet på.
”Kan du se tårnet?” spurgte Frode Rode, idet han pegede hen på en bygning, der trængte til at få en omgang med den store malerpensel.
”Ja, jeg er ikke blind,” lød det fra Børge. ”Det ser ud, som om at tårnet er ved at vælte.”
”Det er muligt,” sagde Frode Rode. I øvrigt syntes han, at det var noget underligt noget at komme med.
”Inde i tårnet bor der en prinsesse. En rigtig prinsesse. Hvad siger du så?”
”Har du set prinsessen?” spurgte Børge, for han ville gerne vide noget mere om hende.
”Ja, jeg så hende for to år siden,” sagde Frode Rode, som var meget stolt over, at han havde mødt en rigtig prinsesse, der boede på et kongeslot.
Om forfatteren
Bjarne Larsen blev i 1978 uddannet børnehavepædagog og læste nogle år senere til tale-hørepædagog, hvor han bl.a. beskæftigede sig med sprogligopmærksomhed. I 1998 debuterede han med børnebogen Tåen i åen og andre børnerim, der blev efterfulgt af flere børnebøger samt en keramikbog og kogebog, hvor læseren bl.a. får indblik i bygning af primitive ovne og tilberedning af mad over bål.