Katharina-koden

Tankerne vandrede, til han fandt noget at lade dem kredse om og et ord, han kunne gentage for sig selv igen og igen. Denne gang endte han med Tugela-vandfaldet i Sydafrika. Han så for sig, hvordan vandet faldt over 900 meter ned fra Mont-Aux-Sources.
Tugela.
Han udtalte navnet i hovedet, ligesom lokalbefolkningen gør, hult og dybt, nærmest som et mantra.
Det var en form for selvlært meditation uden røgelse, klokker, levende lys og åndelig musik. Det gav ham en form for indre ro og hjalp ham indimellem til at sove.

18

Wisting trak adgangskortet gennem kortlæseren og tastede den fire­cifrede kode til KK-rummet. Der var ikke mange nøglekort, som gav adgang

17

Wisting havde glemt, at han havde stillet bilen på vaskepladsen i Politihusets kælder. Først gik han ud i baggården, før han låste sig ind i garageanlægget og igen kunne køre ud i regnen i retning ad Kleiverveien

16

Adrian Stiller fulgte sekundviseren på uret, som hang på væggen i mødelokalet. Den var 43 sekunder over tre.
Statsadvokaten og de to politimestre var på plads. Christine Thiis og Nils Hammer var der også. Den eneste, de ventede på, var William Wisting. Det var for tidligt at tolke det. Det kunne betyde, at han var modstander af den

13

Adrian Stiller stod i regnen og så efter bilen. Han fandt posen med Fisherman’s Friend frem og rystede et par pastiller ud, før han gik ind under halvtaget over indgangen til Politihuset og tog sin telefon frem

10

Det måtte Adrian Stiller indrømme, at han ikke havde været forberedt på. Han havde forestillet sig forskellige scenarier, når de lokale efterforskere blev sat ind i sagen

6

Han var usikker på, hvad han skulle gøre, men følte, at han burde foretage sig noget. Han rejste sig brat fra stolen, gik ud i gangen, tog sin jakke og satte sig ind i bilen.
Turen ind til Politihuset

4

Bilen bumpede hen over hullerne i grusvejen. Han standsede nede ved postkassestativet, steg ud og gik hen til kassen med Martin Haugens navn på. Der fandtes

3

Da klokken var kvart i tolv, forlod Wisting kontoret. Han satte sig ud i bilen og kørte mod Kleiverveien. Det var næsten holdt op med at regne, og himlen lysnede

2

Tynde, gennemsigtige vandsøjler skar skråt ned i mørket foran billygterne, da Wisting bakkede ud af garagen. Regnen var taget til i løbet af natten. Han havde siddet oppe til midnat i et forsøg på at fange noget, som han næsten havde