Det sorte vand

ventede på ham. Ventede på at han skulle komme ud, eller ventede på at Lone gik, så han var alene.
Rune var blevet tilbage i spisesalen, da de andre myldrede ud. Han blev stående og så efter dem. Så gik han lidt rundt i den tomme sal. Gulvbrædderne knirkede, og hans trin gav ekko helt op under loftet. Der lugtede stadig af løg og rå hakkebøffer. Den sovs, der var spildt på bordene, var tørret ind og lignede mørke søer.
I bussen havde han sat sig på sædet ved siden af Lone og Peter. Lige bag ham sad pigerne, og allerbagerst resten af drengene. Det var tydeligt at mærke, at Lone og Peter var lidt irriteret over, at han ikke havde sat sig sammen med de andre drenge, men de sagde ikke noget.
På det meste af turen havde han set ud gennem de beskidte ruder. Skoven var tæt. Helt tæt. Han kunne kun se få meter ind i den og det meste bestod af krat. En skov det var let at forsvinde i, blive opslugt af. Han brød sig ikke om den. Og så måske alligevel!
Mads råbte op, som han plejede, og Merlin havde et apparat af en eller anden slags, som han kunne få til at summe. De skreg af grin. Lone og Peter lod som ingenting.
Rune ville ikke vende sig. Han prøvede i stedet at se op i bakspejlet, men det var kun Sannes ansigt, han kunne se. Alt efter hvordan bussen hoppede på den hullede jordvej, kom det til syne eller forsvandt. Hun grinede også. Det gjorde de alle.
Langs væggene i spisesalen var der hylder, hvor der lå spil, bl.a. kort. Han talte kortene, der var 43. Der var også skak og dam. Hans lillesøster Trisse elskede at spille dam og ludo. Især ludo. De havde gjort det i timevis, brugt hele dage. Hun synes ikke, han var så god, fordi han tit glemte at slå hende hjem, og hun vandt også altid. Så strålede hendes øjne, og et smil bredte sig til resten af ansigtet. Men nu var det lang tid siden, de havde spillet, og hun havde smilet.
Ved siden af lå nogle blade og slidte bøger –