«Nordisk højtid
Studenten sad engang forstemt
I Vinternat,
I fremmed Kløgt han troede gjemt
Al Livets Skat;
Da lød en hjemlig Harpeklang
Omkring hans Vraa,
Da følte han en mægtig Trang
I Hjertet slaae,
Og Norden gik op for hans Tanke.»
De mange viser og vers i Carl Plougs digtsamling emmer af fædrelandskærlighed og national stolthed. De fortæller om de skønneste steder i både Danmark, Norge og Sverige, om krige og krigshelte og om de største skandinaviske videnskabsmænd og forfattere.
Carl Parmo Ploug (1812–1894) var en dansk digter, redaktør og politiker. Af politisk overbevisning var han nationalliberal, og han var medlem af Folketinget fra 1853 til 1857 og landstinget næsten uafbrudt i årene 1859 til 1890. Han skrev en lang række sange og digte, der alle spillede på fædrelandskærlighed og nationalfølelse. Han udgav flere digtsamlinger i løbet af sit liv og bidrog med en række sange til nationale begivenheder.