– Derfor gribes jeg af en større og større sørgmodighed ..., sagde Rodolphe.
– Gør De? spurgte hun forbavset. Jamen, jeg troede, De var en glad natur?
– Åh, ja, sådan ser det ud, fordi jeg er i stand til at anlægge et drillende udtryk, når jeg er sammen med andre; men hvor mange gange er det ikke hændt, at jeg ved synet af en kirkegård i måneskin har spurgt mig selv, om det ikke ville være bedre at slutte sig til dem, der hviler der ...
– Åh! Og Deres venner? sagde hun. Dem tænker De så ikke på.
– Mine venner? Hvem dog? Har jeg venner? Hvem bekymrer sig om mig?
Og han lod de sidste ord følge af en lille fløjten.