Efter den første cigaret sagde Kobus: – Jeg synes, du skal tage hjem, Thomas. Her sker intet.
– Kalder du det her for intet?
– Jaa, minheer. Få og spredte tilpasninger. Du forstår det ikke. For dig er det her ...
– Hvad?
– Det samme som for alle andre, der kigger forbi, før I tager videre.
– Du mener, at jeg har et eller andet ubevidst behov for at være her?
Han viftede med hånden. Det var indlysende. – Det er prisværdigt, det, du gør.
– Jeg holder folk i live. Mennesker, der ellers ville dø.
– Selvfølgelig. Selvfølgelig. Et træt halvsmil gled over hans gamle ansigt. – Og hvis der var tusinder som dig her i Etiopien, ville den gennemsnitlige levealder måske snige sig op på toogfyrre.
– Jeg tænker i individer, Kobus, ikke statistikker. Og måske vil den nye medicin hjælpe.
– Måske, men det virker ikke, som om de tager den til sig. De her mennesker får aldrig råd til at købe Frank Lindens medicin, selvom den er billig. Afrika er selektion af arter og individer. Det er kontinentets formål, tror jeg.