“Det har jeg vel egentlig aldrig troet, men her på side to i den tekniske gennemgang er jeg faldet over en sætning, som jeg ikke fik bidt mærke i dengang, og det var der måske nok heller ikke umiddelbart nogen grund til for over tredive år siden.”
Han tog papiret ud af mappen og skubbede det over til Carl.
“Jeg har fremhævet sætningen med overstregningspen.”
Carl Mørck lagde underarmene på kontorstolens armlæn og lænede sig frem. Han læste den gult opstregede sætning et par gange, før han så op på Marcus med et udtryk, der gjorde hans øjne mørkere.