Ivan Iljitjs død

Den største pinsel for Ivan Iljitj var løgnen – den løgn, der af en eller anden grund var anerkendt af alle, at han kun var syg, ikke døende, og at han bare skulle være rolig og tage imod behandling, så ville det ende meget godt. Men han vidste, at lige meget hvad de gjorde med ham, ville det ikke ende med noget som helst andet end endnu mere smertefulde lidelser og død. Og denne løgn pinte ham, det pinte ham, at de ikke ville indrømme det, som alle vidste, og han vidste, men løj for ham om hans rædselsfulde situation og tvang ham selv til at tage del i denne løgn. Løgnen, denne løgn, som han blev udsat for lige før han skulle dø, den løgn, der fornedrede dette forfærdelige og højtidelige, som hans død var, til at være på niveau med visitter, gardiner og støren til middagen … Den var rædsomt pinefuld for Ivan Iljitj.

Meget snart, kun et år efter giftermålet, forstod Ivan Iljitj, at det ægteskabelige liv, selv om det medfører visse bekvemmeligheder, i virkeligheden er en meget kompliceret og vanskelig sag, som man, hvis man skal gøre sin pligt, det vil sige føre et sømmeligt og socialt acceptabelt liv, skal etablere en vis indstilling til, ligesom til sit arbejde.

Ivan Iljitj døde som 45-årig dommer i appelretten. Han var søn af en embedsmand, der gennem forskellige ministerier og departementer i Petersborg havde gjort karriere af den slags, der fører folk frem til en position, de på grund af deres lange tjeneste og opnåede rang ikke kan smides ud fra, skønt det er klart, at de ikke duer til noget vigtigt arbejde. Og derfor får de nogle frit opfundne, fiktive arbejdsopgaver og nogle ikke-fiktive tusinder, mellem seks og ti, som de så modtager til deres høje alderdom.

som altid var den dødes ansigt smukkere og frem for alt mere betydningsfuldt, end det havde været, da han levede.

‘Måske levede jeg ikke, som jeg burde?’ faldt det ham pludselig ind. ‘Men hvordan kan det være tilfældet, når jeg har gjort alt rigtigt?’ sagde han til sig selv og bortjog straks den eneste løsning på hele gåden om livet og døden, som om den var helt umulig

Og jo længere, jo mere dødt. ‘Som om jeg gik støt ned ad bakke, mens jeg forestillede mig at gå op ad bakke. Sådan var det. I den offentlige mening gik jeg op ad bakke, og i nøjagtig samme tempo gik livet ud af mig … Og nu er jeg færdig, så værsgo at dø!’