KAPITEL 9
Den gode ondskab
En hård banken på døren efterfulgt af en brysk stemme vækkede ham. »Luk op!«
Filip gabte søvnen væk, tumlede ud af sengen og åbnede døren.
Djævelen stod i døråbningen, stor, sort og mægtig som døden selv. Hans øjne glødede, og han virkede ophidset. »Jeg har tænkt over det,« sagde han og snurrede rundt, så kappen om hans skuldre blafrede. »Følg med.«
* * *
»Sæt dig ned.« Lucifer lukkede døren til studerekammeret bag sig.
Lidt bekymret satte Filip sig i den elektriske stol, mens han skævede til metalhjelmen over sit hoved. Armlænene var sortsvedne og kradset til splinter ude for enden. Stolen havde åbenbart været brugt flittigt.
»Det, der er sket, er meget beklageligt for begge parter,« begyndte Fanden og satte sig bag skrivebordet. »Meget beklageligt. Ser du, Filip, jeg er syg. Alvorligt syg.« Han tav kort og fortsatte så med et suk: »Døende, faktisk.«
»Døende?« hviskede Filip og stirrede på Lucifer. »Jeg troede, djævle var udødelige?«
Lucifer mumlede et eller andet, Filip ikke kunne høre. Så rømmede han sig. »Derfor har jeg i den sidste tid søgt efter en værdig efterfølger til den sorte trone. Stor var min glæde, da jeg omsider fandt ham blandt menneskene. Hans navn var Søren, og han var et rigtigt pragteksemplar af en skarnsunge, der … Nå ja, alt det er du jo udmærket klar over. Hensigten var, at knægten skulle bringes hertil, oplæres i ondskabens tjeneste og – når tiden var inde – blive udråbt til den nye prins af mørket. Men som du jo ved, gik der noget galt, og du havnede hernede i stedet. Det har, mildt formuleret, vanskeliggjort tingene betydeligt. Ser du, Filip, ikke engang jeg kan bryde ind i skæbnens gang sådan uden videre. Jeg indgik en særaftale med Døden om at få Søren hertil før tiden, og jeg havde én chance og kun én chance. Den mislykkedes. Nu er du alt, hvad jeg har at sætte min lid til.«
Filip flyttede uroligt på sig i stolen. »Hvad mener du?«
»Jeg mener, at du er Helvedes eneste håb. At du, Filip Engell,« Fanden løftede en finger og pegede