Sjælens Amerika

Hver nat, deroppe var den, månen.
Men det som tanken kaldte på, ville ikke indfinde sig. Ingen følelse af historiens dyb, ingen følelse af at være omgivet af fortidens vælde. Hvis månen er et øje, er den de dødes øje. Det den siger er at også I er alene. I kan tro på det ene, I kan tro på det andet. Det spiller ingen rolle, kære børn. Kæmp kampen, lev livet, dø døden.

For Nagel, sådan som han er, eksisterer der kun fire veje ud: forelskelsen der fortryller verden, naturen der forbinder ham med verden og giver hans eksistens mening, poesien og drømmen i kunsten der åbner verden op mod verden bagved, og selvmordet der får alle krav til at falde. I løbet af romanen går Nagel alle fire veje. Kun den sidste viser sig at være farbar

Hvis man skræller al romantikken væk i argumentationen, alle sjælens mimosebevægelser, står man tilbage med et misforhold mellem livet og litteraturen. Litteraturen er enkel, skematisk, strukturel, sammenhængende, harmoniserende, forklaret; livet er komplekst, usystematisk, usammenhængende, vilkårligt, disharmonisk, uforklaret. Hvordan få sproget til at bevæge sig ud af systemet og ind i livet sådan som det leves, det er Hamsuns spørgsmål dette efterår 1890 i Lillesand

Samtidig, også denne tid er forsvundet. Det er det vi ser på Manns fotografier. Og, ved vi, de er taget i vores tid, der også har sat sig spor: den gamle teknik er ufuldkommen, store felter af lys og skygge er sivet ind i billederne, de stammer fra det øjeblik billedet blev taget, tilhører den tids spil af tilfældigheder, men udstråler noget ruinagtigt, fortidigt, som om der findes en antik kvalitet selv i øjeblikket.

Jeg lever i det Kierkegaard ironiserer over i indledningen til Frygt og Bæven, i letheden og afstanden, også i forhold til hans forfatterskab, som er en del af min erfaringshorisont, men som jeg ikke har evne eller vilje til at komme til bunds i. Sådan har jeg det næsten med al viden. Jeg ved at der findes atomer og elektroner, galakser og supernovaer, tyngdekraft og entropi, Platon og Augustin, Heidegger og Foucault, men jeg forstår det ikke og har heller aldrig forsøgt at forstå det, samtidig indbilder jeg mig at jeg forstår det. Det forholder sig på samme måde med byer og steder, lande og verdensdele, som jeg aldrig har sat min fod i, men alligevel tror jeg kender. Overfladen er mit liv, dybet min længsel. Fornemmelsen af at det egentlige er muligt, det autentiske en realitet, er stærk, men på hvilken måde det er muligt og reelt, ved jeg ikke. Troen er ikke noget alternativ, ikke for mig, det ville være som at tvinge noget tilbage, som at gøre vold på noget.

Og det er en slags indsigt at betydningen i det man skriver, først får litterær værdi idet den slipper tanken og forsvinder ind i tekstens former og strukturer.