Jeg lever i det Kierkegaard ironiserer over i indledningen til Frygt og Bæven, i letheden og afstanden, også i forhold til hans forfatterskab, som er en del af min erfaringshorisont, men som jeg ikke har evne eller vilje til at komme til bunds i. Sådan har jeg det næsten med al viden. Jeg ved at der findes atomer og elektroner, galakser og supernovaer, tyngdekraft og entropi, Platon og Augustin, Heidegger og Foucault, men jeg forstår det ikke og har heller aldrig forsøgt at forstå det, samtidig indbilder jeg mig at jeg forstår det. Det forholder sig på samme måde med byer og steder, lande og verdensdele, som jeg aldrig har sat min fod i, men alligevel tror jeg kender. Overfladen er mit liv, dybet min længsel. Fornemmelsen af at det egentlige er muligt, det autentiske en realitet, er stærk, men på hvilken måde det er muligt og reelt, ved jeg ikke. Troen er ikke noget alternativ, ikke for mig, det ville være som at tvinge noget tilbage, som at gøre vold på noget.