Bioenergetik

Målet for terapien må være at integrere jeg’et og kroppen med dennes stræben efter nydelse og seksuel forløsning.

Hvis min definition har nogen gyldighed, fremgår det af den, at et flertal af mennesker søger terapi, fordi de ikke længere har følelsen af at vokse.

Lykke er bevidstheden om at vokse.

vokse. Der er givetvis mange mennesker, som håber på, at de gennem terapi atter kan sætte skred i vækstprocessen. Terapien kan da også indfri dette mål, hvis den fører til nye erfaringer og bidrager til at fjerne eller reducere de blokeringer og forhindringer, som stiller sig i vejen for en assimilering af erfaringen. Disse blokeringer er strukturerede adfærdsmønstre, som repræsenterer en utilfredsstillende løsning, et kompromis mellem barndommens konflikter. De resulterer i dannelsen af et neurotisk og begrænset selv, som man søger at flygte fra eller befri sig for. Ved at bevæge sig bagud i tid kan patienten afsløre sine oprindelige konflikter og finde frem til nye synsvinkler på de livsfornægtende og livstruende situationer, der har tvunget ham til at »pansre« sig for at overleve. Kun hvis fortiden gøres levende igen, kan man håbe på en ægte vækst i nutiden. Hvis fortiden skæres fra, eksisterer fremtiden ikke.
Vækst er en naturlig proces; den kan ikke fremtvinges. Den er underlagt en lovmæssighed, som er fælles for alle levende væsener. Et træ vokser opad, efterhånden som dets rødder trænger dybere ned i jorden. Vi lærer ved at udforske fortiden. Et menneske kan kun vokse ved at styrke sine rødder i fortiden. Og et menneskes fortid er dets krop.

kroniske muskelkramper, der virker hæmmende på friheden og indskrænkende for livsudfoldelsen.

man ikke kan redde et menneske mod dets vilje

jeg mener ikke, at man bør forlange noget af andre, som man ikke er parat til at forlange af sig selv.

Vigtigere var den vedvarende følelse af velbehag, jeg også oplevede. Min krop blev efterhånden afspændt og stærk. Jeg husker, at jeg mistede følelsen af at være skrøbelig. Jeg fornemmede, at jeg ikke gik i stykker, selv om jeg blev såret. Jeg befriede mig også for min irrationelle frygt for smerte.

Har du løst alle dine problemer, fuldført din udvikling, realiseret dit fulde potentiale som menneske og opløst alle dine muskelspændinger?« var svaret alligevel blevet et nej. Der kommer et punkt, hvor man ikke længere finder det nødvendigt eller ønskværdigt at fortsætte med en terapi, og når dette sker, holder man op.

Hvis terapien har været vellykket, føler patienten sig i stand til at påtage sig det fulde ansvar for sit velbefindende og for sin fortsatte vækst.