En afgrund af tillid. Guide til Løgstrups univers

Hånden er vor hank til verden; vi kan føle os frem med den. Med vore fjernsanser, syn og hørelse, kan vi forholde os til det, vi ikke er i tæt berøring med; med vore nærsanser, lugt, smag, følesans, får vi tingene tæt ind på, og ind i, kroppen – hånden er hængslet mellem det at sanse og det selv at handle. Hånden er også vor umiddelbare hank til medmennesket – i vor kultur hilser vi ved at give hinanden hånden. Hånden er konkret.

Hvorfor bruger Løgstrup overhovedet hånden som metafor? For at tilkendegive, at etik har med handling at gøre;

Men vi skal ikke gå rundt og smigre os selv med, at vor person er så ufattelig betydningsfuld, at andre menneskers liv og skæbne sådan helt generelt afhænger af, hvordan vi nu finder det for godt at opføre os over for dem. Det er ren selvoptagethed, eventuelt forklædt som „skyldfølelse“. De fleste mennesker er langt mere ligeglade med os end vi går og tror;

Ære er derimod noget, vi skænker hinanden; det er den „primitive“ tillid, vi møder hinanden med. På forhånd at bagtale et menneske er ærekrænkende, i den forstand at det sætter ham uden for den elementære tillid; hans ry og omdømme skal han kæmpe sig til, bevise over for os („vi vil se manden, før vi tager hatten af“) – men vi skylder ham at møde ham på hans blotte menneskelighed og ikke give ham den kolde skulder fra start og isolere ham i mistillid.

empel nævner han da også, at den spontane tillid kun gælder, når der er lov og ret i landet, og fremmede ikke har taget magten.

Der sker noget mellem mennesker, der er mere kraftfuldt end de billeder, de hver for sig gør sig af den anden. Når den mistillid vi møder op med, bliver fejet af banen, er det ikke fordi vi som en computer bliver fodret med nye „data“ og derfor på stedet opbygger et nyt positivt billede til erstatning af det negative. Den slags konstruktioner giver samværet slet ikke tid til. Det er på en forunderlig måde livet, der begynder igen.

Løgstrup siger, at personens tilstedeværelse udsletter det billede vi har gjort os af ham.

tillid er ikke noget ubetinget – i togkupéeksemplet ser det ganske vist sådan ud, men det skyldes, at situationen er af en ganske særlig beskaffenhed: vi skal ikke have noget med dette menneske at gøre fremover.

tilliden er der først, den er u-betinget; mistilliden kommer siden og er betinget.

vi aldrig har med et andet menneske at gøre uden at vi holder et stykke af dets liv i vor hånd.