Ingen havde i dag, sagde Austerlitz, et bare tilnærmelsesvist begreb om, hvor grænseløs litteraturen om fæstningsbygning var, om fantastikken i den geometriske, trigonometriske og logistiske kalkulation, der var nedlagt i den, om fortifikations- og belejringskunstens vildtvoksende fagsprog, ingen forstod i dag de enkleste betegnelser som escarpe og courtine, faussebraie, reduit eller glacis, men selv fra vores nuværende standpunkt kunne det erkendes, at det mod slutningen af det 17. århundrede omsider blev den stjerneagtige tolvkant med foranliggende grave, der udkrystalliserede sig som den fo retrukne grundplan, et så at sige af det gyldne snit afledt idealtypisk mønster, som faktisk, hvad man nemt kunne mærke ved at betragte de intrikate plan skitser af fæstningsanlæg som dem i Coevor den, Neuf-Brisach eller Saarlouis, endda uden videre godtoges af en lægmands forstand som et emblem både for den absolutte magt og for det ingenium, der fandtes hos de i dens tjeneste stående ingeniører. Imidlertid havde heller ikke stjernefæstningerne, der blev bygget og perfektioneret overalt i løbet af det 18. århundrede, opfyldt deres formål i den praktiske krigs førelse, for så fikseret som man var på dette skema, havde man ladt ude af betragtning, at de største fæstninger naturnødvendigt også tiltrækker den største fjendemagt, at man i samme grad, som man forskanser sig, går dybere og dybere i defensiven og derfor til sidst kunne blive tvun get til at overvære, hjælpeløs fra et med alle midler befæstet sted, hvordan modstanderens tropper, idet de andetsteds åbnede et terræn, som de havde valgt, simpelthen lod fæstningerne ligge hvor de lå, som regelrette våbenarsenaler, strittende af kanonløb og overbelagt med mandskab. Gentagne gange var det derfor sket, at man netop ved at gribe til befæstn