Ved nærmere eftersyn er selv de „ting“, som ligner „ting“ allermest, i virkeligheden ikke andet end lange begivenheder. Selv den allermest solide sten viser sig i lyset af det, vi har lært af kemien, af fysikken, af mineralogien, af geologien og af psykologien, at være en kompleks vibreren af kvantefelter, en momentan interaktion af kræfter, en proces, som i et kort øjeblik formår at holde sig i balance, så den ligner sig selv, inden den igen opløser sig i støv, et forbigående kapitel i historien om den indbyrdes interaktion mellem klodens elementer, et spor af en neolitisk menneskehed, et våben for gadedrenge, et eksempel i en bog om tiden, en metafor for en ontologi, et stykke af en opdeling af verden, som afhænger mere af vores krops perceptionsstrukturer end af den perciperede genstand, og så videre og så videre, en indviklet knude i det kosmiske spil med spejle, som udgør virkeligheden.