„Det vil sige, at rosenolien handles så langt vestpå.“
„Jeg havde på forhånd ladet det rygtes, hvad jeg var ude efter,“ sagde den rejsende og tog sine briller af. „Forhandleren var kun kommet for at møde mig. Han kunne sagtens have solgt det til medicinalfirmaet, men han var en ærlig mand.“
„Medicinalfirmaet? Hvilket firma?“
„Der er tre eller fire af dem. Vestlige firmaer. De er villige til at betale en hel del, men det lykkedes mig altså at erhverve denne prøve. Jeg har regningen –“
„Du skal få dine penge. Men først har jeg endnu et par spørgsmål. Hvem forseglede flasken med voks?“
„Det gjorde jeg.“
„Og har den været i din varetægt hele vejen?“
„For hvert skridt.“
„Og har den en udløbsdato, denne olie? Vil dens egenskaber udvandes med tiden?“
„Det ved jeg ikke.“
„Hvem køber den? Hvem er denne forhandlers kunder?“
„Han sælger ikke kun olie, monsieur, men også andre produkter. Mere gængse varer som helbredende urter, krydderier til madlavning og den slags. Alle kan komme og købe, hvad de vil. Den særlige olie bliver hovedsagelig brugt af shamaner, så vidt jeg ved, men der er en videnskabelig forsøgsstation i Tashbulak, som –“ han måtte have brillerne på, da han studerede kortet igen, „– som ligesom ørkenen ligger lige uden for dette kort. Han har ved enkelte lejligheder solgt olien til videnskabsfolkene. De var meget ivrige efter at erhverve sig den og betalte prompte, om end ikke helt så meget, som medicinalfirmaerne betaler. Jeg bør sige, at der var sådan en station indtil for nylig.“
Delamare rettede sig langsomt op i stolen „Der var?“ sagde han. „Forsæt.“