De peger på tre specifikke områder som ledere bør beskæftige sig med hvis de vil stoppe offersyndromet før det stopper dem. Det er mindfulness, håb og medfølelse. Mindfulness definerer de som en tilstand med refleksion og åbenhed hvor man er på bølgelængde med sig selv, andre og omgivelserne. Den nås gennem mindfulness-øvelser som giver mulighed for genopladning; ledere får derved genskabt kontakten til de sider af sig selv og andre som kan inspirere dem og få deres bedste egenskaber frem. Ledere er nødt til at være opmærksomme på deres egne behov hvis de skal kunne fastholde deres effektivitet, og mindfulness-øvelser har gentagne gange vist sig at give et yderst effektivt afkast i forhold til den tid der investeres i det. Håb definerer McKee et al. som det man føler når man forestiller sig en fremtid der både er sandsynlig og tillokkende. Håb hjælper os gennem tilværelsens omskiftelser og leverer energi og modstandskraft til at møde fremtiden med. De ledere som besidder håb, kan inspirere deres ansatte med en vision om hvor de sammen skal hen, og dermed give dem en fornemmelse af formål og retning. Fornemmelsen af at det er muligt sammen at opnå noget stort, er grobund for resonante relationer og får det bedste frem i den enkelte medarbejder. Medfølelse definerer de som praktisk empati. Ledere som drager omsorg for deres ansatte, er villige til at agere til bedste for medarbejderne, og når man ser det hos sin leder, får det til gengæld det bedste frem i de ansatte. Sådanne ledere signalerer tillid og troværdighed. Ansatte giver mere af sig selv for ledere som de ved vil gøre det bedste for dem. Den resonans der følger af mindfulness, håb og medfølelse, er en kreativ energi som både understøtter højere produktivitet, mere kreativitet, en følelse af enhed og formål og skaber bedre resultater. Når medarbejderne får positive udfordringer, har håb og er engagerede, er de oftest mere åbne, forandringsparate og kreative