2
De sidder på sengen inde på hendes værelse. De hvide farver kigger på dem fra alle sider. Væggene er nøgne, møblerne er af gråt læderplast og ikke særlig komfortable. Men de er moderne. Det er hendes forældre, der har købt dem.
Det drypper fra Edwins næse, han ryster over hele kroppen.
»Hvad pokker lavede du ude i det uvejr?« spørger Lykke og rækker ham et håndklæde. Edwin tørrer ansigtet, forsøger at gnubbe lidt varme ind i de kolde kinder.
Jeg fór vild, tænker han.
»Jeg havde brug for at være lidt alene.« Han tager det våde overtøj af og tager den T-shirt på, hun har lagt til ham. Den er alt for lille, og det får hende til at grine. Han elsker hendes latter. Den smitter, får også ham til at le, og det går pludselig op for ham, at det er lang tid siden, han sidst har leet. Efterhånden som man bliver ældre, bliver der mindre at grine af. En bitter erfaring, når man kun er 21.
»Kunne du ikke have været lidt alene inde på dit værelse? Hvad nu, hvis du bliver syg?«
Han rynker panden. Den tanke var slet ikke faldet ham ind. Han har aldrig været syg. Kun en smule forkølet nu og da, men aldrig syg. Gad vide, hvordan det føles? Han tænker på, hvordan han frøs, da han så De Hvide Mænd køre forbi, og forestiller sig, at det må være noget i den stil.
»Det er også rigtigt, mor, undskyld.« Han kigger på hende med bedende hundeøjne, og hun kaster en pude i hovedet på ham.
»Pas du bare på, ellers kan du også få lov til at tage et