“Historien om Dostojevskijs ekstraordinære andet ægteskab, hvor han skrev sine største romaner, er en roman i sig selv … Det er en enkel, ligefrem, ærlig og bevægende beretning om et lykkeligt, dristigt ægteskab … Den modige, ligetil, unge tilbeder har skrevet det eneste virkeligt intime portræt, vi har af ham.” — V.S. Pritchett, New York Review of Books
Anna Grigórjevna Dostojevskaja er blevet kaldt Fjodor M. Dostojevskijs hjerte og sjæl. Hun var Dostojevskijs anden hustru og var gift med ham i fjorten år frem til hans død i 1881
I efteråret 1866 stod Dostojevskij i en katastrofal situation. Forfulgt af kreditorer med trussel om gældsfængsel havde han i desperation indgået en kontrakt om at levere en ny roman på ca. 200 sider med afleveringsfrist 1. november. Som sikkerhed for leveringen havde han stillet rettighederne til alle sine tidligere udgivne romaner.
Den 1. oktober havde han endnu ikke påbegyndt den nye roman, og det forekom fysisk umuligt for ham at udfærdige og nedskrive romanen på 30 dage. Vennerne foreslog ham da at ansætte en stenograf, som han kunne diktere til og som efterfølgende kunne renskrive manuskriptet.
Den 20-årige stenograf, Anna Grigórjevna Snitkina, løste opgaven på 26 dage. Manuskriptet blev afleveret til tiden og rettighederne sikret. En måned senere friede Dostojevskij til stenografen, som blev hans anden hustru og hans redning.
Anna Dostojevskajas erindringer Mit liv med Dostojevskij er et unikt vidnesbyrd om Dostojevskijs liv og arbejde, ægteskabet med Anna, deres kærlighed og uselviske hengivenhed både til hinanden og til en fælles sag: skabelsen af nogle af verdenslitteraturens største værker.
Skuespiller og teaterinstruktør Ulla Koppel skriver i et forord til bogen, hvordan hun blev så betaget af Anna Dostojevskajas erindringer, at hun i 200-året for Dostojevskijs fødsel bearbejdede og iscenesatte Mit liv med Dostojevskij som teatermonolog.
“… Anna Dostojevskaja har skrevet en smuk og indtagende bog … hun fortæller så jævnt og naturligt, med en anskuelighed, som kun den jævne fortæller kan eje, eller den store digter kan nå.” — Vagn Riisager, Kristeligt Dagblad, 1957
“… den [bogen] brillerer ved de enkeltstående skildringers evne til som billeder eller små noveller at anskueliggøre livsformer fra en tid, der snart helt er forsvundet (…) oplevet og genfortalt af et menneske, der ganske afgjort har sit eget talent og ikke blot er den, der har kendt en berømthed.” — Social-Demokraten, 1957
“Man kan uden tøven kalde dette værk ‘spændende som en roman’ for samlivet var en roman, præget af den fælles kamp mod fattigdom og gæld og hendes kamp mod digterens uudrydelige tilbøjelighed til at understøtte alt og alle.” — Jacob Paludan, Dagens Nyheder, 1957
“Historien om Dostojevskijs ekstraordinære andet ægteskab, hvor han skrev sine største romaner, er en roman i sig selv … Det er en enkel, ligefrem, ærlig og bevægende beretning om et lykkeligt, dristigt ægteskab … Den modige, ligetil, unge tilbeder har skrevet det eneste virkeligt intime portræt, vi har af ham.” — V.S. Pritchett, New York Review of Books
“Den charmerende historie om deres møde og frieri, som er berettet i Erindringerne [Mit liv med Dostojevskij], der blev redigeret og udgivet efter hendes død, er en af de mest lysende episoder i et liv, der ellers var fyldt med mørke og ulykker.” — Joseph Frank, Dostoevsky — A Writer in His Time
“… kaster et vidunderligt suggestivt lys på de omstændigheder, de følelser og den medrivende atmosfære, der omgav ham [Dostojevskij] i det skabende arbejde. Bedst af alt, muligvis, er det en enkel, glødende fortælling om stor kærlighed.” — Helen Muchnic, Introduction to Dostoevsky: Reminiscences, 1977
“… den må være det vigtigste enkeltstående dokument om de sidste fjorten år af Dostojevskijs liv — de år, hvor han skrev Idioten, De besatte og Brødrene Karamazov.” — Philip Toynbee, Observer
“Hun holdt sin mands værker i live, lagde grundlaget for Dostojevskijstudier og efterlod et billede af manden selv, som vi ikke ville have været foruden.” — Anthony Burgess, Guardian