1984

”Vi kontrollerer livet, Winston, på alle niveauer. Du bilder dig ind, at der findes noget, der hedder menneskelig natur, som vil blive så rasende over det, vi gør, at den gør oprør. Men det er os, der skaber den menneskelige natur. Mennesker kan formes i det uendelige. Eller måske er du vendt tilbage til din gamle tanke om, at proletarerne eller slaverne vil rejse sig mod os og omstyrte os. Glem det. De er lige så magtesløse som dyr. Menneskeheden er Partiet. De andre er udenfor – irrelevante.”

Alle fortidige oligarkier er faldet, enten fordi de forstenede eller blev for bløde. Enten blev de stupide og arrogante, undlod at tilpasse sig ændrede vilkår og blev omstyrtet, eller også blev de liberale og kujonagtige og gav indrømmelser, hvor de skulle have brugt magt, og igen blev de omstyrtet. Det vil i og for sig sige, at de faldt enten på grund af bevidsthed eller på grund af ubevidsthed. Det er Partiets store bedrift at have frembragt et tankesystem, hvor begge tilstande kan eksistere side om side. Og der er ingen anden intellektuel basis, på hvilken Partiets dominans kunne gøres permanent. Skal man herske og blive ved med at herske, må man være i stand til at forskubbe virkelighedsfornemmelsen. For hemmeligheden
ved overherredømme er at kombinere tro på ens egen ufejlbarlighed med evnen til at lære af fortidige fejl.

Dobbelttænk betyder evnen til at have to gensidigt modstridende overbevisninger på én gang og acceptere dem begge. En Partiintellektuel ved i hvilken retning hans erindring skal ændres; derfor ved han, at han laver numre
med virkeligheden, men takket være dobbelttænk kan han samtidig overbevise sig selv om, at virkeligheden ikke er blevet krænket.

Men problemerne med at opretholde et hierarkisk samfund stikker dybere end som så. Der er kun fire måder, hvorpå de herskende klasser kan miste magten. Enten erobres magten af udefrakommende kræfter, eller også regeres der så ineffektivt, at masserne gør oprør, eller også tillader magthaverne, at en stærk og utilfreds Mellemste-gruppe opstår, eller også mister de deres selvtillid og vilje til at regere. Disse årsagssammenhænge er ikke uden en vis affinitet, og som regel er de alle fire til stede i en eller anden grad. En herskende klasse, som kunne gardere sig mod alle fire aspekter, ville forblive ved magten for evigt. I sidste ende er den afgørende faktor den herskende klasses egen mentale attitude

Men problemerne med at opretholde et hierarkisk samfund stikker dybere end som så. Der er kun fire måder, hvorpå de herskende klasser kan miste magten. Enten erobres magten af udefrakommende kræfter, eller også regeres der så ineffektivt, at masserne gør oprør, eller også tillader magthaverne, at en stærk og utilfreds Mellemste-gruppe opstår, eller også mister de deres selvtillid og vilje til at regere. Disse årsagssammenhænge er ikke uden en vis affinitet, og som regel er de alle fire til stede i en eller anden grad. En herskende klasse, som kunne gardere sig mod alle fire aspekter, ville forblive ved magten for evigt. I sidste ende er den afgørende faktor den herskende klasses egen mentale attitude.

tre magter fortsætter dog med at producere kernevåben og opbevarer dem til den afgørende situation, som de alle tror kommer før eller siden. Og i mellemtiden har krigsindsatsen været stort set stationær de sidste tredive-fyrre år. Helikoptere bruges mere end førhen, bombefly er stort set erstattet af selvflyvende missiler, og de sårbare, mobile krigsskibe er blevet
udskiftet med de nærmest synkefri Flydende Forter, men ellers har udviklingen været ganske beskeden. Kampvogne, ubåde, torpedoer, maskingeværer, selv rifler og håndgranater bruges stadig. Og trods de endeløse nedslagtninger, der rapporteres om i pressen og fra teleskærmene, er de desperate, fortvivlede slag fra tidligere krige, hvor hundredetusindvis eller endda millioner af soldater blev dræbt i løbet af et par uger, aldrig blevet gentaget.

De kunne ikke ændre ens følelser; man kunne heller ikke ændre dem selv, for den sags skyld, selv hvis man ville. De kunne afdække ned til mindste detalje alt, hvad man havde sagt og gjort, men hjertets inderste kamre, hvis mekanismer forblev mystiske og ukendte selv for én selv, forblev uindtagelige.

At vide og ikke at vide, at være bevidst om den fulde sandhed, mens man fortalte omhyggeligt udtænkte løgne, at have to holdninger, der gensidigt udelukkede hinanden, på samme tid, at vide, at de udelukkede hinanden, og tro på dem begge, at bruge logik mod logik, at fornægte moralitet og samtidig gøre krav
på den, at tro på, at demokrati var umuligt, og at Partiet var demokratiets vogter, at glemme det, der var nødvendigt at glemme, og så komme i tanke om det igen, i samme øjeblik der var behov for det, og med det samme glemme det én gang til, og mere end noget andet at benytte samme proces på selve processen. Det var den ultimative spidsfindighed: bevidst at fremavle ubevidsthed og så igen blive ubevidst om den hypnose, man netop havde foretaget. Bare det at forstå begrebet dobbelttænk involverede brugen af dobbelttænk.