Den 45-årige digter, Peter Andersen, ligger på sygehuset med kræft og tænker tilbage på sit alt for korte liv. På faderen, den afdøde, diktatoriske chefredaktør, og den nu småsenile og evigt bollebagende mor. På vennerne, bøsseparret Preben og Thorsten, og deres evindelige forholdskriser. På den mindeværdige rejse til det hedengangne Sovjetunionen med 5–6 selvoptagede danske socialister – og ikke mindst på Berit, hans livs kærlighed, som han mødte kun få måneder tidligere på Gråbrødre Torv.