Mit menneske

Om natten var hun altid alene. Selv når hun kunne krybe ind til Gorm og mærke varmen fra ham, var hun alene. De tanker, som dukkede op og forhindrede hende i at sove, eller formede drømmene til absurde skygger af levet og drømt liv, det var nattemenneskets tanker. Ængstelsen for alt det, der kunne ske, og den nagende uro for, at en bagatel kunne blive til en katastrofe, det var nattemenneskets byrde. Men i det øjeblik hun vågnede til en ny dag, var hun på en måde genfødt som en skabning, der kunne handle.

Men han var Gorm, som sad i Paris, byen, hvor han fik beskeden om Mariannes død. Og mens han sad sådan og så Ruts sovende skikkelse i sengen, kom disse ord flydende: ”Og lænet tilbage, med hængende arme, overvældet og flere gange gysende, hviskede han al længsels faste formel: – umulig her, absurd, forkastelig, latterlig og dog hellig, agtværdig selv her: ’Jeg elsker dig!’”
Han noterede ordene, sådan som han huskede dem. Og det slog ham, hvor tomme ord kan være. Hvor hule og forførende. Falske. For havde han formået at skrive et eneste ord, hvis Rut havde ligget død på sengen nu? Nej. Han var sandsynligvis gået i total opløsning. Anede ikke, om han havde kunnet klare det. Vidste ikke, om han ønskede at klare det. Det slog ham, at han havde fortrængt den mulighed, at det var hende, der døde først. Han var et stykke over halvfjerds

Gorm sad og så på den sovende skikkelse i den alt for store badekåbe. Og en logisk tanke dukkede op. At der fandtes en svimlende uendelighed af mulig kærlighed i en fordømt, ondsindet verden. At det i sidste ende var kærlighed, som holdt alting i gang. Formentlig var der ingen grænser for kærligheden. Måske var hele den højstemte overlevering om den evige, ægte følelse for den eneste ene bare en fælde? Måske var den ophøjede passion en nødvendig drøm for at blive indfanget. At der til sidst kun fandtes en gudsbenådet evne til at hengive sig mentalt til et andet menneske. Død eller levende

Hun var vred. Hev i hans tæppe og ville have fuld opmærksomhed. Han kunne ikke se hende, men vidste, at hun var der. Hørte åndedrættet. Hvor meget hun kæmpede. Men han orkede ikke at trøste. Ikke nu.
– Du har været i gang med det her i årevis uden at blive færdig, hørte han.
Han svarede ikke. Holdt bare fast i tæppet.
– Du har låst min sjæl inde i det gamle brandskab uden at komme videre, fortsatte det.
Han følte, at det nok var nu. Alligevel blev han liggende. Anspændt, med hænderne knyttet om tæppet.
– Hvorfor skriver du om Nattemennesket, som om det handler om en stakkel? hørte han.
Han gav efter for at få det afsluttet. Slog tæppet til side for at give plads.
– Hvad skulle det ellers være? spurgte han opgivende.
– Du bruger feje ord for at undskylde og forklare. Men jeg har ikke brug for nogen undskyldning. Helt ind i døden følte jeg kærlighed. Skriv det, som det var. Basta!

Hun gik sammen med ham gennem gyderne til farmorens hus. Der var hele tiden nogen, de måtte gemme sig for. Hun var voksen, han var et barn. Han rakte ud efter hendes hånd, men kunne ikke nå den. Hun ville strække sig mod ham, men kunne ikke. De måtte skynde sig, så de ikke kom for sent. Vigtigt at få tændt alle lysene. Der var tæt tåge og ingen mennesker at se. Men pigtråden lå som en strålekrans mellem husene. Det var nok projektørerne langt væk, der gjorde det. Mens drengen rakte hånden ud efter hendes, tænkte hun på, hvor smuk pigtråd kunne være. Alting var så stille. Jeg skal nok fotografere det senere, tænkte hun. Dokumentere det. Men først må jeg følge dette barn hen til farmorens hus. Man skal gøre tingene i den rigtige rækkefølge, ellers får man ingenting gjort, før alt er for sent

befandt sig i et stort kælderrum uden vinduer. Mure hele vejen rundt. Spindelvæv med hvid svamp i forneden. De lå i en mørk bunke sammen med andre skabninger. Kunne ikke se dem, men vidste, at de var der. Hun rakte hånden ud efter AG. Mærkede noget fugtigt og klæbrigt. Pludselig blev et skarpt lys tændt. Hun kneb øjnene sammen og satte sig møjsommeligt op på knæ. Kiggede rundt. Store kadavere lå i dynger. Hun mærkede trykket af dem, selv om hun sad på knæ. Nogle havde åbne maver med indvoldene væltende ud. Andre var i opløsning. Sammenfiltrede flager af hår og tekstiler. Hun kravlede ud af bunken. Blev stående og overvejede, hvad hun kunne gøre. For hun måtte have ham væk fra dette. Grunden til, at hun var der, var netop det. At få ham væk fra dette. Hun så sig omkring. Mente at kunne se, at der var en dør ud. Men var ikke sikker. Løftede begge armene for at tage fat i ham mellem alle ådslerne, men kunne ikke få fat. Kunne ikke gøre det med kun to hænder. Mens hun stod der, tænkte hun, at det var ejendommeligt, at hun ikke kunne lugte forrådnelse.

Gorm.
Du hjalp mig længe. Tak, fordi du prøvede.
Men jeg har en fejl, som ikke kan medicineres. Derfor er det håbløst.
Jeg ved, at du er min bror,
så det, jeg føler, vil jeg ikke sætte ord på.
Det kan ikke engang tænkes.
Men det er dig, jeg vil være hos.
Det er dig, jeg vil have helt tæt på.
Sådan har det altid været.
Det er ikke din fejl, men min skam.
Nu vil jeg have, at du skal leve dit liv
for os begge

bordet til hende. Indså, at han måtte stoppe der. Det ville være tåbeligt, hvis han prøvede at fortælle hende, at savn var en følelse, man ikke kunne undgå.
De andre

Det gavner ingen at læne sig op ad sin elendighed. du skal bruge dagen til at tælle dine små glæder,” plejede farmor at sige

”Er det ikke stort og godt, at sproget kun har ét ord for alt, hvad man kan forstå derved – fra det frommeste til det mest kødeligt-begærende? Det er fuldkommen entydighed i tvetydigheden, for kærlighed kan ikke være ulegemlig i den yderste fromhed og ikke ufrom i den yderste kødelighed, den er altid sig selv