– Du forsøger at lokke mig i en fælde. Er det sådan?
– Nej. Jeg lover.
Så følger den lyd hun kender så godt, lyden af et gevær der bliver afsikret, klar. Hun har lyst til at råbe, at gøre noget. Hun ved præcis hvordan den ældste dreng tænker. Han tænker: De andre har fået den anden dreng til det, fået ham til at opfordre den ældste til at stikke af for at se hvordan han reagerer. Siger han ja? Jeg savner min mor og min far? Så vil han rapportere det til Oberstens mænd.
– Du må ikke skyde. Please. Drengen græder nu, hjerteskærende. Så sker det. Angel vidste det. Man må aldrig tale om sin mor og sin far på den måde, ikke bare bringe det op ud af det blå, man skal kunne stole på folk.
Skuddet overrasker hende selv om det ikke burde. Men hun forstår godt den ældste. Det var det sikre valg hvis han selv vil overleve. Og det vil han. Angel må have lavet en pludselig bevægelse, i hvert fald ser den store dreng i hendes retning. – Er der nogen?
Kun skovens fugle svarer ham, gribbene højt oppe, deres begærlige skrig, Obersten sagde at de kan lugte frisk blod på hundrede kilometers afstand.
– Fuck, siger den store dreng.
Angel mærker tårer i øjnene. Det havde ikke behøvet at gå sådan. Den åndssvage lille unge. Hvorfor spurgte han også? Han havde ikke lært det endnu. At den måde Oberstens sætter skræk i de små, er ved jævnlige henrettelser. Den store dreng frygtede at komme tilbage til lejren i aften, kun for at blive udleveret. En af de voksne ville spørge den lille, ham der nu er død, om den ældste dreng havde sagt noget, talt om sine forældre eller om at stikke af