Egeskov 1874. Slottet er på den anden ende. Det syder i køkkenet, og der er et leben op og ned ad trapperne. I aften skal Jessies storebror forloves og familiens fremtid sikres. Det er en glædens dag.
Men Jessie er vågnet med et sug i maven. Noget er galt, hun ved det bare. Hun når lige at love sit eget hjerte bort til den lokale præstesøn, da ulykken indtræffer. Storebroren bliver fundet livløs i voldgravens kolde vand.
Det tragiske dødsfald katapulterer slottets beboere, høj som lav, ud på nye livsbaner. Ikke mindst Jessie, som nu står til at blive Egeskovs enearving, med alt hvad det indebærer af forventninger om et adeligt giftermål. Også nede i køkkenet skaber den skæbnesvangre dag dønninger, særligt for nyansatte Oda, der kæmper for at finde fodfæste blandt de intrigante tjenestepiger. Og allernederst i hierarkiet hvirvles staldknægten Stig med ind i herskabets drama, da han i al hemmelighed bliver sat til at overbringe et kærlighedsbrev. Et trekantsdrama er under opsejling.