Drageløberen

„Hvis der er en Gud derude, håber jeg han har vigtigere ting at tage sig til end bekymre sig om at jeg drikker whisky og spiser svinekød. Og hop så ned. Al den snak om synd har gjort mig tørstig igen.“

Jeg lukkede døren til Sohrabs værelse og spekulerede på om det var sådan tilgivelse voksede frem, ikke med en fanfare i en åbenbaring, men ved at fortrydelse møjsommeligt samlede sine ting sammen, pakkede og lydløst smuttede væk midt om natten.

En gang imellem, når jeg lå vågen og lyttede til terrassedøren der stod og svingede i brisen, og fårekyllingerne der sang ude i haven, var det som om jeg næsten fysisk kunne mærke tomheden i Sorayas livmoder, som et levende, åndende væsen. Den havde sneget sig ind i vores ægteskab, denne tomhed, ind i vores latter og i vores elskov. Og om natten, i mørket i vores soveværelse, var det som om jeg kunne mærke den stige op fra Soraya og lægge sig imellem os. For at sove imellem os. Som et nyfødt barn

Jeg kunne se hans skjulte smil, så bredt som Kabul-himlen de nætter hvor poplerne skælvede i brisen, og lyden af fårekyllingerne gav genlyd i haven.

„Det gør mig ondt at sige det,“ sagde han og trak på skuldrene, „men hellere føle smerte over sandheden end trøst over en løgn.“

dith, den hjemløse kvinde som hver dag står og spiller harmonika på hjørnet af Sutter og Stockton, og fik et glimt af en mærkat med et amerikansk flag der var klistret på harmonikakassen ved hendes fødder.

„Når du slår en mand ihjel, stjæler du et liv,“ sagde baba. „Du stjæler kvindens ret til sin mand, stjæler en far fra hans børn. Når du lyver, stjæler du en andens krav på sandhed. Når du snyder, stjæler du retfærdighed fra en anden. Forstår du nu?“

Det er længe siden, men, ved jeg nu, det er forkert hvad de siger om fortiden, det om at man kan begrave den. For fortiden graver sig op igen.

tiden er en grådig tingest – en gang imellem spiser den detaljerne fra sig selv.

Hvordan skal vi reagere over for dem der kaster sten mod vinduerne i Guds hus? VI SKAL KASTE DE STEN TILBAGE!“