Hvad ser du her?” spurgte han.
Henning studerede hans hænder med stigende forbløffelse, sådan som Eric havde regnet med.
“Knækkede negle, forrevne neglebånd, indgroet snavs, gamle småsår,” konstaterede han. “Det ville ikke have været velset ved middagsbordet, da vi var børn. Hvad fanden har du lavet?”
“Havnearbejder,” sagde Eric. “Måske ikke helt så ædelt som savværksarbejder, i Ådalen af alle steder. Og det med arven har du fået galt i halsen, vi blev alle sammen trynet, men det tager vi en anden gang. Hvorom alting er: Derfor har jeg heller ikke studiegæld. Slægtskabet fornægter sig nok ikke.”
Henning nikkede eftertrykkeligt og hævede ølkruset.
“Man skal aldrig sætte sig i gæld,” sagde han. “En gentleman holder sin garderobe og frem for alt sine sko. Man skal altid behandle tjenestefolkene med respekt – ikke fordi jeg nogensinde har haft nogen, jo, altså måske som barn, men det var jo ikke min skyld. Man holder altid døren for en dame ... jo jo, gu’ er vi i familie!”
Det sidste sagde han med overdreven norrlandsk intonation. De smilede til hinanden og skålede igen.
“Men det der bissetrick med den ureglementerede blodtud, det tilgiver jeg dig aldrig,” fortsatte han, ligesom for sjov og alligevel ikke helt.
Åh ja, den blodtud. Dengang virkede det, som om deres skæbne blev afgjort i det øjeblik, men sådan var det jo ikke gået. De økonomiske konsekvenser var for længst gået op i røg. Men ydmygelsen åbenbart ikke.
Eric var klar over, at han burde lade emnet passere, men kunne ikke dy sig.
“For fanden, jeg var ti år,” sagde han. “Du og Peter var større og stærkere, så hvad skulle jeg gøre? Hvad ville du selv have gjort i mit sted, være blevet pænt stående og ventet på at få tæv af de store?”
Henning trak sig tilbage og viftede afværgende med venstre hånd.
“Skide være med det! Skål!” sagde han