Maj går ud med Stine igen. Nogle døre smækker. Ewald kigger på Jesper.
– Jeg tror, vi skal tage opvasken i dag, siger han.
Bagefter hænger de ABC’en til tørre over komfuret.
Klokken otte ringer telefonen. Det er den første rigtige opringning, de får. Denne gang er det ikke en test. Ringetonerne er skarpe og vedvarende og kan høres i hele lejligheden. Ewald rejser sig fra stolen i spisestuen, Maj retter sig op fra vuggen i soveværelset, Jesper farer sammen over den smalle skrivepult i forstuen. De samles i dagligstuen. Telefonen bliver ved med at ringe. Ewald tager den. Ligesom sidst taler han højt og tydeligt:
– Det er hos Kristoffersen, værsgo.
Så lytter han et øjeblik, virker skuffet, næsten fornærmet, og vender sig om mod Maj.
– Det er til dig.
Maj kommer nærmere, hvisker:
– Fra hvem?
– Røde Kors! Hvem ellers?
Maj tager fat om telefonrøret med begge hænder og holder det op til øret. Ewald tager Jesper med ud af stuen og lukker døren. Folk, der taler i telefon, skal kunne gøre det i fred. Det er en privatsag. Det ærgrer ham, at det var Maj, der fik den første opringning. Samtidig er han lettet. Det kunne jo have været en dårlig nyhed. Ewald lytter og begynder allerede at blive utålmodig.
– Som kvinder dog kan knevre, siger han.
Jesper lytter også, men kan ikke høre noget. Det betyder, at det er den anden, der taler, fra et andet sted. Det gør ham