Per er ikke skolens mest populære dreng. Måske fordi han lugter så meget, at hans forældre kun vil lade ham bo i deres skur, eller måske fordi han spiser kold dåsemad med knuste chips som topping. Det er hans lige så klamme ven Nicklas i det mindste med på, og sammen fordriver de tiden med at høre dødsmetal.
En dag møder de to venner imidlertid en endnu mere skummel mand, som siger, han har en udfordring til dem. De skal prøve at vinde over ham i en dødsmetalquiz. De to drenge tager imod udfordringen, for når det kommer til dødsmetal, er de sikre på at kunne vinde over hvem som helst. Men kan de også vinde over Satan selv?
Jonas Wilmann (f. 1979) er en dansk forfatter, der primært beskæftiger sig med horror og dark fantasy. Han har skrevet en lang række bøger siden 2009, blandt andet “Frygt-filerne”, der vandt årets horrorudgivelse i 2012.