Mit lykkested

“Et job? Hvilket job?” spørger min mor.

“I et keramikværksted,” siger jeg.

“Keramik?” Min far lyder, som om jeg lige har foreslået ham en stor marketingkampagne for amfetamin til hunde.

“Er det her virkeligt?” siger jeg.

Han rækker ud efter mine hofter. “Hvad skulle det ellers være?”

“En drøm,” siger jeg.

Han trækker mig ind til sig, og hans varme, fugtige mave møder min. “Det kan det ikke være,” siger han. “I mine drømme er du altid øverst.”

Nu virker den mere som den der lidt for korte, lidt for stramme, lidt for røde kjole, man har på til bryllup hos den mand, der gik fra en, når man har planer om at vælte hans bryllupskage og sætte ild til hans slips.