I starten af 1800-tallet hærgede alskens forbrydere det nyetablerede islandske bysamfund. Utilpasset afskum, kaldte man dem, og satte hårdt mod hårdt med lange straffe under kummerlige vilkår. Men hvem var de egentlig, disse randeksistenser på kanten af samfundet? I Poetisk kriminologi fletter skæbnerne sig ind og ud mellem hinanden og efterlader os med spørgsmålet om, hvem der egentlig bidrog med progressive kræfter midt i en brydningstid. Som for eksempel datteren af en vildfaren dansk købmand, der bliver sømand og — trods strenge forbud mod at klæde sig i mandetøj — insisterer på at bære matrossættet med oprejst pande.
