For enden af perronen

Mennesker har hinanden. Nogle gange er det ikke nok, og selv om Gud hverken kan forstås eller findes, så føler Ellen, at det alligevel hjælper at tænke, at man ikke er alene

samme måde som det ikke gør forskel, om mennesker leder eller ej. Bare de ikke tror, at de har fundet sandheden, retfærdigheden, sig selv eller Gud.
Absolutter er farlige.
Så megen uvished er udmattende.

Endelig er der Peter. På jagt efter sandheden, meningen, ville han selv sige. Egentlig vil han bare overbevises om, at han har ret til at være her.

Så er der de mennesker, som leder, de føler, der skal noget ekstraordinært til, for at de har ret til at være her.

Dybest set er der kun to slags mennesker. Dem, der leder, og dem, der ikke gør. Ellen har altid misundt dem, der ikke gør. Dem med det lette liv.

Dybest set er der kun to slags mennesker. Dem, der leder, og dem, der ikke gør.

kan man opfatte bønnen som et venskab. Mellem den enkelte og Gud, men der er også mange, der føler sig som del af et stort menneskeligt fælles

Hver morgen ønsker hun, at det hele er noget, hun har drømt, og at alting er normalt igen. Ligesom dengang … Hun kan ikke huske, hvornår alting var normalt. Men hun har en idé om, at alle ikke altid har været så vrede.

Enhver næsten halvtredsårig som må anstrenge sig ekstra. Især for at fortrænge. Hver morgen, når Gunilla vågner, håber hun et sekund, at det hele er noget, hun har drømt.

skrive, at han endelig har forstået, hvad hun mente med at være lille.