På et tidspunkt i 4. klasse fik min matematiklærer nok af mig. Han var sikkert velmenende, for han var ikke et ondt menneske. Han sagde: ”Soulaima, du bliver nødt til at skrue ned for dine ambitioner og forventninger til livet, for det kommer aldrig til at ske: Du er pige, du er mørk, og du hedder Soulaima. Det kommer aldrig til at gå godt.” Jeg slog mine bøger sammen og forlod klassen. Jeg gik hjem og sagde, at jeg havde samarbejdsproblemer med matematiklæreren, og at jeg ikke agtede at gå derhen igen.