Utæmmet liv

Mor var bange for, at Helen måske led af svage nerver, en ubestemt lidelse, som ramte velhavende kvinder og gav dem trang til at ligge inde på et værelse dagen lang med en våd klud over øjnene. Helen var glad for at så og bage kager,

Hvis man ville være sammen med heste, sagde Far gerne, så blev man nødt til at lære at tænke som en hest. Den sætning gentog han atter og atter: „Tænk som en hest.“ Nøglen til at gøre dét, sagde han, var at indse, at heste altid er bange. Det eneste, de kunne gøre for at redde sig fra pumaer eller ulve, var at sparke og løbe, og de løb hurtigere end vinden og om kap med hinanden, fordi det var den langsomste hest i koblet, der blev nedlagt af rovdyret. De var altid på udkig efter en beskytter, og kunne man overbevise en hest om, at man ville beskytte den, ville den gøre hvad som helst for én.

„Hvis man tror, man selv er for lille til at gøre nogen forskel, er man aldrig blevet stukket af en myg,“ sagde jeg til folk.

„Hvis du lytter til smerten og så siger til kroppen: ’Ja, jeg har hørt dig,’ så vil du ikke være så bange for det. Jeg siger ikke, at smerten forsvinder, men den driver dig heller ikke helt fra forstanden.“

Granny Combs fortalte, at smerten kunne jeg ikke forhindre, men hun kunne lære mig, hvordan jeg kunne narre den. Jeg skulle adskille den faktiske smerte fra frygten for, at der var ved at ske noget forfærdeligt med min krop. „Smerten er kroppens måde at klage sig på,“ sagde hun. „Hvis du lytter til smer

Til sidst tog jeg så nogle af hendes tegninger med hen til butikker, hvor de indrammede billeder, og spurgte ekspedienterne, om de mente, min datter havde talent. De sagde, det så lovende ud, og så sørgede jeg for, at hun kunne få nogle timer hos Ernestine, der underviste i kunst og for en sikkerheds skyld gik med alpehue, hvis man nu ikke kunne høre på hendes accent, at hun var fransk.

Jeg var ellers venlig over for folk som Jehovas Vidner, for jeg beundrede deres ægte overbevisning, men denne her fyr var særlig ihærdig med sit evindelige præk og sludder om, at dommens dag var nær, og at jeg måtte søge frelse og omvende mig for mit ufødte barns skyld. Hvad fanden bildte han sig ind? Ville han bestemme, hvad jeg skulle tro på, spurgte jeg. Enhver er da nødt til at finde sin egen vej til himmerige. Et af problemerne i verden af i dag var da de tumper, der gik rundt – ligesom de her bolsjevikker ovre i Rusland – og troede, de var de eneste, der havde de rigtige svar, og så slog alle dem ihjel, som ikke var enige.
Jeg travede frem og tilbage, mens jeg diskuterede med fyren, og fik hidset mig sådan op, at jeg uden at tænke over det satte mig ned på sytøjet, så jeg blev stukket i rumpen af en synål. Jeg udstødte et hyl og begyndte at bande, mens jeg prøvede at få nålen ud af bagdelen, og Jehovas Vidne løftede pegefingeren og sagde, at det her var et sikkert tegn fra Jesus på, at jeg skulle indse min vildfarelse og se at komme til rette med Herren.
„Hvad det her er tegn på, mister,“ sagde jeg, „det er, at jeg ikke burde sidde herhjemme for mig selv og indlade mig på teologiske diskussioner med underfrankerede fremmede mænd.“

NÅR FOLK TAGER LIVET AF SIG, tror de, at det vil gøre en ende på smerten, men alt, hvad der sker, er, at de giver den videre til de efterladte.