Min krop begyndte at brænde indefra, og det snurrede så mærkeligt i mine arme og ben. Hvad i alverden var det, de gav mig? tænkte jeg. Dengang anede jeg ikke, at der fandtes gæret hoppemælk. Kumys kommer jeg aldrig til at holde af, selv om jeg bliver gammel nok til at sidde og få en stille rus sammen med mændene.
– Kerim, sagde drengen og bankede sig på brystet. Så pegede han på mig og satte et spørgende ansigt op.
– Fabian, sagde jeg.
– Ijan! Ijan! sagde drengen, mens han lo begejstret.
Også den gamle mand sagde Ijan, og jeg gad ikke rette dem.
Igen gled jeg ind i søvnen. Smerten i kroppen mistede sit bid, men lå stadig på lur et sted i mørket.
Da Kerim vækkede mig, var ilden brændt ned til gløder. Den gamle mand kunne jeg ikke se.
– Ijan, hviskede Kerim og ruskede i mig. – Ijan. Hans musehoved nikkede ivrigt.
Teet