Han var så fin en mand, man kan tænke sig; han slægtede sin bedstefar på og holdt også af at sejle, så han kom naturlig’ i flåden. Men mr. James, han voldte hende mange sorger. Gæld og tøser var det, og så var han tilmed så vild af sig. Han var født sådan. Men krigen passede for ham – den gav ham hans chance. Joh, der er mange, der ikke kan klare sig på ærlig vis i fredstid, der dør tappert i krigen.
– Og nu, sagde Poirot, – er der ikke mere en Folliat på Nasse.
Den gamle mands talestrøm standsede brat.
– Nej, det er sandt sir.
Poirot betragtede interesseret den gamle.
– De har fået sir George Stubbs i stedet for. Hvordan synes man om ham her på egnen?
– Vi kan jo forstå, at han er meget rig.
Hans tonefald var tørt, næsten som om han morede sig.
– Og hans kone?
– Åh, hun er en fin dame fra London. Hun har ingen brug for have. De siger også, at hun ikke er helt rigtig her oppe.
Han bankede sig sigende på panden.
– Ikke fordi hun ikke altid taler pænt til én og er venlig nok. De har været der over et år. Købte stedet og har gjort det så fint som nyt. Jeg husker, som var det i går, da de kom. Det var om aftenen, efter den værste storm jeg mindes. Et af træerne væltede tværs over vejen og vi måtte save det væk i en fart, så de kunne køre frem med vognen. Og den store eg der oppe, den væltede også og tog en masse andre træer med sig. Det lavede en slem ravage, gjorde det.
– Nå, der hvor Folly’en nu står?
Den gamle mand vendte sig og spyttede foragteligt.
– Folly kalder de det, og tosset bliver det ved med at være, dette nymodens stads. Der var aldrig noget tempel i de gamle Folliats dage. Det var fruens idé med den Folly. Hun lod den bygge ikke tre uger efter at de var kommet, og jeg er sikker på, at det var noget, hun overtalte sir George til. Det ser underligt ud, som det ligger der skudt op imellem træerne, som et hedensk tempel. Nej, et pænt lysthus, sådan et landligt et med kulørte ruder, det ville jeg ikke have haft noget imod.
Poirot smilede.
– Disse bydamer har jo deres egne ideer. Det er trist at slægten Folliats dage er forbi.
– Tro aldrig det, sir. Den gamle mand udstødte en hæs latter. – Der vil altid være en Folliat på Nasse.
– Men huset tilhører sir George Stubbs.
– Det kan godt være – men der er da stadig en Folliat. Joh, disse Folliats, det er mærkelige, snilde folk!
– Hvad mener De?
Den gamle sendte ham et forslagent blik.
– Mrs. Folliat bor oppe i gartnerboligen, ikke sandt? spurgte han.
– Joh, sagde Poirot langsomt. – Mrs. Folliat bor i gartnerboligen og verden er meget ond, og alle mennesker er onde.
Den gamle mand stirrede på ham.
– Ja, sagde han, – der har De måske fået fat i den rigtige ende.
Han sjokkede atter bort.