Forfatteren svarede ikke, ikke på dét spørgsmål.
– Nej, jeg har ingen børn, ingen rigtige børn, skyndte han sig at sige i stedet. – Mine bøger er mine børn. Er du så tilfreds?
– Det er det jeg siger, sagde pigen. – Du duer kun til at skrive!
Forfatteren vidste ikke, hvad han skulle føle. Han hadede efterhånden den frække spøgelsestøs – men var det rimeligt? Hun var jo død. Burde han ikke have ondt af hende?
Pigen blev ved:
– Har du en elskerinde? fnisede hun.
Forfatteren sukkede. – Nej, sagde han, – jeg har ingen elskerinde. Jeg har kun det at skrive, det er det jeg elsker mest.
– Har du virkelig ikke engang en veninde? fnisede pigen videre.
– Nej, sagde forfatteren. – Kun min muse.
– Mus! sagde pigen, fnisende. – Har du en mus – som kæledyr?
– Muse, rettede forfatteren hende. – En muse er et gammelt ord for en der inspirerer en forfatter.
– Hvad hedder din muse? Hvor bor hun, bor du sammen med hende