I sin mest enkle form drejer strategisk ledelse sig om at reagere ved at tage pejling af de væsentligste træk i samtiden, som peger ind i fremtiden. I strategilitteraturen omtales det som træk i omverdenen.
Organisation og omverden
Fremtiden eller, om man vil, skæbnen for en given organisation ligger i kimform i den strategiske situation, i det, der karakteriserer omverdenen for ledelse, såsom det institutionelle setup, organisationens eget udgangspunkt eller platform samt andre strategiske aktørers positioner og handlinger. Skæbnen ligger i kortene, men man har også altid selv kort, der kan spilles, nemlig de kort, der gives af ens strategiske position, den strategiske platform, og de handlemuligheder, der gives. Skæbnen er ikke uafvendelig som i de græske tragedier. Skæbnen kan tages i egen hånd, og det er netop den ledelsesopgave, man skal løse, når man påtager sig strategisk ledelse. At tage pejling af forhold og tendenser i samtiden med henblik på at beslutte sig for, hvordan man hensigtsmæssigt kan manøvrere imellem og reagere på dem, er at tage konsekvensen af, at organisationer kan betragtes som åbne systemer (Katz og Kahn 1966), der påvirkes af deres omverden, men som også selv kan påvirke deres omverden. Med det første F erkender man, at hvis man ikke reagerer på forhold og tendenser i ens omverden, vil det være omverdenen, der bestemmer organisationens fremtid, uden at man selv har overvejet og forsøgt at ændre denne skæbne. Dermed tematiseres den klassiske organisation-omverdens-relation, som strategiforskningen har interesseret sig for og taget udgangspunkt i, siden contingency-teorien i midten af forrige århundrede blev mainstreamtænkning i organisationsteorien (Bakka og Fivelsdal 1992; Scott 1987)