sagde Mia, der stod med hænderne i siden.
Henrik gik ned på knæ.
“Sam? Det er på tide at vågne op nu,” sagde han højt.
Sam så op på ham med det ene, missende øje.
“Ja ... Jonathan?”
Stemmen var hæs og rusten, og der kom en sur stank af spiritus fra hans mund.
“Hvordan går det med dig?” spurgte Henrik, da Sam satte sig op.
“Jo, jo,” sagde han utydeligt. “Men hvor er Jonathan? Har han det godt?”
Henrik nikkede bare som svar. Hvad skulle han sige?
“Hvor har du dit tøj?” spurgte Mia.
“Derinde,” sagde Sam og nikkede over mod badeværelset.
Mia hentede trøjen, jeansene og underbukserne og rakte det hele til Sam, som klædte sig på med kluntede bevægelser.
“Han er helt væk,” sagde hun til Henrik. “Hvad gør vi?”
“Vi tager ham med,” sagde Henrik.
“Men hans bil?”
“Den tager vi også med,” sagde Henrik. “Sam, jeg skal have din bilnøgle.”
Sam sukkede tungt og ledte med hånden i sine bukselommer. Det var, som om alle bevægelser var meget anstrengende for ham.
“Jeg har den ikke,” mumlede han sløret. “Men den må være her et eller andet sted.”
Han satte hænderne for munden som en tragt og råbte:
“Hallo? Bilnøgler, kom frit frem!”
“Vi har ikke tid til at lede efter dem,” sagde Henrik. “Vi er nødt til at køre nu.”
“Hvor skal vi hen?” spurgte Sam.
“Hjælp mig lige,” sagde Henrik til Mia, og de tog fat i Sam og fik ham på benene.
“Vent lige,” sagde han, “jeg skal ...”
Opkastningen kom med voldsom kraft.
Henrik så appellerende på Mia.