Jeg gned min pande.
“Miss Lewis,” gentog mr. Beardsley. “Er du I en eller anden form for knibe? For hvis det er tilfældet, vil vi hjertens gerne hjælpe dig.”
Jeg så op i hans store, rare ansigt. Jeg havde snydt disse mennesker, og jeg skammede mig. Jeg skammede mig dybt. “Ja,” svarede jeg. “Men jeg kan godt tage vare på mig selv. Jeg ville ikke drømme om at involvere hverken dig eller nogen andre på godset. Undskyld min dumhed. Hvis det viser sig, at manden vitterligt har stjålet de ting fra huset, påtager jeg mig naturligvis ansvaret.”
“Men, miss Lewis,” sagde han. “Det vil være helt umuligt for dig at dække omkostningerne. De beløber sig til mindst fire års løn.”
“Det er der ikke noget at gøre ved,” sagde jeg. “Hvis min tilstedeværelse har bragt en tyv til Livingston Manor, må jeg betale prisen.”
“Det er meget storsindet af dig,” sagde han. “Men lad os lige gøre det helt klart, at der ikke er nogen, som kalder dig for en tyv.”
Tilbage ved spisebordet nøjedes jeg med at røre en enkelt skefuld brunt sukker i min havregrød