Da Tarrou havde udtrykt sin undren over det indelukkede liv, han levede, havde han forklaret ham noget om, at ifølge religionen var den første del af et menneskes liv en opstigning og den anden del en nedstigning, at mennesket ikke var herre over sit liv under nedstigningen, at det kunne blive revet fra ham når som helst, at han altså ikke kunne gøre noget ved det, og at det derfor netop var bedst ikke at gøre noget. Han var åbenbart ikke bange for at sige sig selv imod, for lidt efter havde han sagt til Tarrou, at Gud bestemt ikke var til, for hvis han var, ville præsterne være overflødige
Klart tegn på Camus syn på det filosofiske selvmord. Manden fralægger sig alt ansvar for at leve sit liv og få oplevelserne. Han har givet op på dette da det sidste ende er en højere gud der tager ham uanset hans liv og erfaringer.